Hvordan er det så at bo i bofællesskab?” I alle sammenhænge rejser det en del spørgsmål, når jeg fortæller, at jeg bor på Ravnshøj, et bofællesskab. Mange spørgsmål er utroligt specifikke. Fx: “Hvordan bliver I enige om, hvad I skal have at spise?” eller et andet, lidt nedladende, “Skal I så også være enige om farven på toiletrullerne?”. Andre spørgsmål er mindre konkrete, lidt sværere at svare på og måske lidt mere værdiorienterede. “Hvordan sikrer I, at der er plads til familie- og privatlivet?” eller “Hvilke typer mennesker vælger at bo sådan her?”.
Når jeg skal svare, får jeg ofte en stor trang til at opremse alle boformens lyksaligheder. Jeg siger noget i retning af: “Det er dejligt, trygt og godt at bo her på Ravnshøj, og der er så mange fordele ved at bo, som vi gør det. De praktiske fordele er indlysende: Da vi på Ravnshøj spiser sammen fire dage om ugen, betyder det, at vi til hverdag i de små familier har god seneftermiddags- og aftentid; tid til en kop kaffe, avisen, støvsugeren, lektierne. Vi voksne har maduge hver femte uge, og de 3-4 dage det indbefatter, er der selvfølgelig tryk på, men det er samtidigt også hyggeligt at være på madhold med nogle andre voksne – et godt sted at få drøftet stort og småt fra arbejds- og hverdagen eller få vendt dagens avisoverskrifter. Og så får vi altid god og veltillavet mad. Når der skal graves have, repareres, ordnes eller laves om ude og inde, er det også en kende mere opløftende at være en stor flok, der tager fat, end bare at være to, som en normal familie kan mønstre. Vi har også nogle gode og sjove fester. Og børnene har altid nogle andre at lege med. Men det, der betyder allermest for mig, er at vide, at der, i ordenes bedste betydning, er nogen, der holder øje med mig og min lille familie, nogen der følger med i vores liv. At der altid er nogen omkring os, der kan, vil og tør være der, både når livet er let, og når livet er svært.”
Det er godt at blive stillet spørgsmål om, hvorfor man har valgt, som man har gjort – her at blive stillet spørgsmål om, hvorfor jeg bor i et bofællesskab. Hvor ofte bliver en familie i et parcelhus spurgt, hvorfor de har valgt at bo alene i et enfamilieshus? Gevinsten er jo, at det aldrig bliver “noget jeg bare gør”. Jeg får ofte en anledning til at fundere over noget af det, der er virkelig interessant – og aktuelt – i denne verden; nemlig at beskæftige mig med balancen mellem det individuelle og det fælles. Og der træder jo et dilemma frem for mig og andre moderne mennesker, når vi på den ene side lever i et udpræget individualiseret samfund og på den anden side som mennesker bare er fællesskabssøgende og har brug for andre. Ravnshøj er for mig at se et genialt forsøg på at løse dette dilemma! Under en familiesammenkomst hvor jeg netop drøftede ovenstående med et ældre familiemedlem, spurgte han afsluttende. “Det er altså sådan et slags levende museum, hvor I forsøger at konstruere en nødvendighed for samvær, sådan som det var i landsbyfællesskaber, dengang min oldemor var barn?” Og på en måde har han jo ganske ret, Onkel Hans, for Ravnshøj er jo et konstrueret fællesskab. Vi har besluttet en ramme inden for hvilken, vi ønsker at være sammen. Jeg synes, at Grundtvigs udtryk “det forpligtende fællesskab” er godt og dækkende. Her er plads til den nødvendige forskellighed, og der er lyst, mod og vilje til at yde, det man kan i ansvarlighed og respekt for den enkelte og for fællesskabet. Det giver, udtrykt med Efterskolernes fælles slogan, Værdier i hverdagen.
Mette Hoeg
